start på hovedindhold

Byg og bo

Der er mange muligheder for dig, der gerne vil bo i Svendborg.  Du kan bo til leje, du kan købe en bolig – eller du kan bygge selv.

I Svendborg Kommune er mulighederne for at finde drømmeboligen store. Hvad enten I drømmer om en lejlighed i byen, et hus tæt ved vandet, et lille landsted - eller hvis I søger et bofællesskab, hvor man bor flere familier sammen.

Vi har byggegrunde til salg, hvis I vil starte forfra og selv bestemme alle detaljer eller I kan finde en lejebolig, hvis I har brug for at finde ud af, om Sydfyn er noget for jer.

På Sydfyn er I tæt på vandet og med gode muligheder for at komme ud i naturen. Samtidig er I tæt på Odense og kan let tage toget eller bilen videre ud i landet.
Tæt på en større by og dens mange tilbud - men på samme tid en del af områdets mange aktive og hyggelige samfund, hvor man kender naboen og mødes til arrangementer i en af de mange foreninger.

Bolig og byggeri

Du kan bygge traditionelt – eller du kan fx udforske mulighederne for at bygge et bæredygtigt lavenergihus i bydelen Tankefuld, hvor fokus er på mangfoldighed og respekten for forskellighed.
Byggeriet i Tankefuld skiller sig bl.a. ud ved, at der er krav om, at taget skal udnyttes med solceller, terrasse eller græs (sedum) på nordsiden, mens regnvandet på grunden skal ledes via åbne render eller rør til fælles opsamlingsbassiner. 

Svendborg Kommune har også byggegrunde til salg rundt om i kommunen, som måske kan være af interesse.

Hvis du vil vide mere, har vi samlet information om noget af det, du kan få brug for, hvis du vil bygge eller bo i Svendborg Kommune.

Flytning og lejebolig

Når du skal flytte

Når man skal flytte, er der meget, der skal falde på plads. Bolig, flyttekasser, pakning, flyttehjælp – og så alt det andet.
Der er mange spørgsmål og en hel række praktiske ting, der skal ordnes. Det kan til tider virke en smule uoverskueligt, og man kan nemt komme i tvivl om, om man nu har husket det hele.

For at hjælpe dig lidt på vej, har vi samlet nogle af de ting, du skal huske, når du flytter. Fx at melde flytning og vælge ny læge. 

Lejeboliger i Svendborg Kommune

Måske er du studerende, måske er du stadig på jagt efter det helt rigtige hus eller den helt rigtige grund – eller måske kan du godt lide den frihed, der kan være i at bo til leje.

Hvad end grunden er, er det selvfølgeligt også muligt at finde en lejebolig i Svendborg Kommune.